MGK & Friends: unge komponister på H15 København

Den 28. april 2026 tog jeg initiativ til MGK & Friends på H15 i København.

Daniel Fladmose introducerer MGK & Friends-koncerten på H15 i København med klassiske musikere og publikum
MGK & Friends på H15 København, 28. april 2026.

Idéen var enkel og vigtig: MGK’s kompositionsstuderende skulle skrive musik til deres medstuderende på instrumentallinjerne. Ikke til et opdigtet ensemble og ikke som en papirøvelse, men til rigtige musikere, de kendte, kunne tale med og siden skulle høre på scenen.

Projektet havde den klassiske saxofon som omdrejningspunkt, med Stefanos Damgaard Sokianos som klassisk altsaxofonist. Det gjorde arbejdet meget konkret. Vi kunne tale om register, vejrtrækning, artikulation, frasering, notation og klang – og om forskellen på, hvad der ser muligt ud på papiret, og hvad der rent faktisk virker i hænderne på en musiker.

Koncerten rummede værker af Daniel Høyberg, Freja Karlsmose Kliem, Bertram Egeberg Larsen, Bjørn Axel Dahl Lumholt, William Fugl Mortensen og Vincent Simonsen.

For mig ligger den slags projekter tæt på kernen af kompositionsundervisning. Unge komponister må opdage, at musik ikke skrives ud i den tomme luft – den skrives til mennesker. Et stykke skal forestilles, noteres, drøftes, øves og til sidst spilles af nogen, der giver det ånde, modstand og klang.

Koncerten var støttet af Dansk Musiker Forbund (DMF).

← Alle indlæg