Foredrag ved Nordic Music Days i Tórshavn
Ved Nordic Music Days i Tórshavn holdt jeg foredrag på seminaret om kompositionspædagogik.
Jeg talte om, hvordan helt unge begyndere faktisk kan begynde at komponere noteret musik, længe før de har et voksent, teknisk sprog for det. De kan forstå form, spænding, retning og konsekvens, hvis vi taler gennem billeder og kropslige erfaringer, de allerede kender: at falde, at møde modstand, at være hjemme, at bevæge sig væk og finde vej tilbage.
Mark Johnson var vigtig for den tankegang, fordi hans teori om kropslig betydning giver et sprog for erfaringer, der findes før den musikalske terminologi: vej, balance, centrum, modstand, kraft og udløsning. Ernst Kurth var lige så vigtig som musikalsk reference – hans tanker om linje, energi og kraft giver en måde at tale om melodi og kontrapunkt som noget levende. Ikke bare toner efter hinanden, men musik med tryk, retning og indre nødvendighed.
Jeg viste også videoklip fra min egen undervisning, hvor man kan se, hvordan en elev kan starte med et lille fragment og gennem et mere fysisk og billedligt sprog opdage, at fragmentet allerede rummer bevægelse, modstand og en mulig fortsættelse.