|
Morgenavisen Jyllandsposten 13.11.09
Musikalsk pengetank
Medforfatter: Jens Jakob Kjaer Hansen, pianiststuderende DKDM
Formanden for Tænketanken for Rytmisk Musik, Henrik Marstal, forsvarer sig i JP 5/11 mod kulturredaktør Jakob Levinsens udmærkede, kritiske klumme, hvor Levinsen velargumenteret satte spørgsmålstegn ved tænketankens idéer.
Tænketankens formål er som bekendt at styrke den rytmiske musik i Danmark ud fra den grundantagelse, at den rytmiske musik er blevet voksen. Men hvad er det egentlig, der gør musikken voksen?
For HM er forklaringen enkel: Det er 40 år efter Steppeulvene og 25 år efter TV-2. Således skrev han forleden i en kronik i Berlingske Tidende. Bliver musikken virkelig moden, fordi den har flere år på bagen? Udsagnet taler for sig selv.
HM giver en interessant forklaring på den rytmiske musiks kulturelle værdi. Musikken vækker begejstring på tværs af generationer, og musikken er den dominerende musikform i Danmark. Her er vi nødt til at spørge, om man virkelig kan argumentere for en kunstform ud fra, hvor mange den taler til? I så tilfælde er Melodi Grand Prix den helt store kunst. Er begejstring virkelig nøgleordet for god kunst og kultur?
Statens ansvar
Vi mener, at det er statens ansvar at tage sig af en kultur, der er af særligt åndelig og berigende værdi. Den rytmiske musik kan vække begejstring, og den kan samle folk. Men hvor er det musikalske unikum? Vi har endnu ikke hørt et argument for den musikalske kvalitet fra HM og tænketanken, der synes at interessere sig mere for penge og tal end egentlige musikalske overvejelser. HM's kultursyn kommer også til skue, når han i læserbrevet taler om, at begejstringen skal bære yderligere frugt i form af erhvervs- og uddannelsesmæssige potentialer. Det er altså ikke nok, at kulturen lever -- musikken skal bære afkast ved at hente eksportkroner hjem.
Her hopper strengen af guitaren for HM. Han afslører en foruroligende tilgang til musikkulturen, hvor musikken ikke er et mål i sig selv, men et middel til en videre kvalitet. Set i dette perspektiv er en musikalsk diskussion om kunstens berigende kvalitet jo også ligegyldig, og derfor giver det god mening for tænketanken kun at diskutere, hvilke produkter der kan affødes af musikken.
Kulturpolitikerne burde derfor koncentrere sig om den kunst, der ikke har let ved at nå ud til folk og lade de kommercielle muligheder være en sag for markedskræfterne.
_______________________________________________________________________________________________________
Morgenavisen Jyllandsposten 10.09.09
Musikalsk misundelsespolitik
( JPG til print )
Det er problematisk, når man på bedste jantelovsmaner vil ligestille underholdningsmusikken med kunstmusikken. At basere kulturen på fornøjelse er en åndelig forarmelse.
Socialdemokraterne har fremlagt deres finanslovsforslag for 2010. Med kulturordfører Mogens Jensen i spidsen lægger de nu stort op til at styrke den rytmiske musik. De vil sætte 20 mio. kr. ekstra af alene til rytmisk musik.
Ideen er, at rytmisk musik skal støttes statsligt, hvilket er helt besynderligt. Den rytmiske musik - og specielt rocken, som Mogens Jensen er særligt glad for - er et underholdningsprodukt, der lever på kommercielle vilkår.
Vi ser den konstant i reklamer, og dens primære mål er at sælge.
Det bekræfter Mogens Jensen selv, når han vil styrke musikkens eksportmuligheder.
Den rytmiske musik har imidlertid fået problemer. Digitale revolutioner har besværliggjort indtjeningen, og folk vælger at høre musikken som mp3 frem for på spillestederne.
Når den kommercielle indtjening er faldet, gør man pludselig populærmusikken til den helt store kunstart, der selvfølgelig skal have lige så mange penge som den klassiske musik, der vitterligt har brug for støtten.
Socialdemokraterne siger selv, at den klassiske musik har fået for mange penge, og at det nu er den rytmiske musiks tur.
At tro, man kan erstatte den klassiske kunstmusik med populærmusikken, er udtryk for en bekymrende hedonistisk tilgang til kultur: Kultur er noget lettilgængeligt, som vi nyder og fornøjer os med. Længere rækker den ikke for Mogens Jensen.
Rører ved noget dybt
Den klassiske musik kan røre noget dybere i mennesket, og det kan den specielt, fordi den forlanger fordybelse hos modtageren.
Musikken kan hjælpe lytteren til at forstå sig selv og dermed berige mennesket. Det er ikke uden grund, at den klassiske kunstmusik er fundamental for vores europæiske kultur.
Det er altså problematisk, når man på bedste jantelovsmaner vil ligestille underholdningsmusikken med kunstmusikken. At basere kulturen på fornøjelse er en åndelig forarmelse, og det strider imod politikernes egen vision om kreativitet på højt plan.
De 20 mio. kr. i finanslovsforslaget ville være langt bedre investeret, hvis de blev brugt på at udbrede den klassiske musik. Bare en brøkdel af pengene ville række til at bevare det lukningstruede Det Jyske Ensemble.
Jeg vil opfordre politikerne til at bruge kulturpengene forsvarligt. Socialdemokraterne er på kulturelt vildspor.
_______________________________________________________________________________________________________
Morgenavisen Jyllandsposten 02.06.09
Fejlslagen ironisering
Leder af Dansk Rock Samråd Gunnar Kloppenborg forsøger 24/5 at ironisere over min kritik af den rytmiske musik som kunstart.
GK opremser en masse populære rockmusikere og forsøger at anvende populariteten som et argument for deres kunstneriske kvalitet. Det er en essentiel misforståelse at måle musikkens kvalitet på dens ”hit-potentiale” - det burde vi alle være enige om. Man kan vel sige, at Kloppenborgs idé er lidt ude af takt.
Og jeg skal gerne uddybe for ham. Jeg vil tage udgangspunkt i hans fejlcitat: »Rytmisk musik er alene primitiv og folkeforførende.« Det har jeg ikke sagt. Den rytmiske musik er ikke kun primitiv, den ejer mange kvaliteter, men disse har intet at gøre med kunst. At musikken er folkeforførende, eksemplificerer Kloppenborg selv ved at pege på musikkens pladesalg som en kvalitet i sig selv.
Åbenlyst primitiv
Primitiviteten ved musikken er åbenlys. Musikken baserer sig på primitive benyttelser af akkorder, den simple trommerytme er central, og det eneste, som man husker fra en sang, er en tema-melodi, der nødvendigvis ligger til sangeren. Kvaliteten er højst litterær - ikke musikalsk.
GK nævner også i sin ironi publikums dårlige smag. Og her slår han faktisk hovedet på sømmet - eller skindet på pauken. Det er nemlig hos publikum, at roden til problemerne findes. Folkets musiksmag er dalet drastisk i det seneste århundrede.
Det tog sin begyndelse, da det med grammofonen blev muligt at lytte til musik, mens lytteren lavede mad, passede børn, læste avis osv.
Musikken er med tiden sunket til et niveau, der ikke forlanger den største koncentration hos lytteren. Der sker altså så lidt i musikken - musikalsk - at man lige så godt kan spille kort, mens den står på.
Vi skal altså have fordybelsen tilbage hos publikum; først da vender musikken tilbage til kunsten. Netop derfor er jeg uenig i Kloppenborgs idé om, at kulturpolitikken skal favne al ”god musik”. Vi skal ikke kulturpolitisk behandle den rytmiske musik som en kunstart, men som det underholdende element, som den er.
At Kloppenborg er personligt enig i min kritik af en nationalscene for rocken, glæder mig. Det må forhåbentlig give kulturpolitikerne stof til eftertanke.
_______________________________________________________________________________________________________
Morgenavisen Jyllandsposten 16.05.09
Nationalscene til rock er en misforståelse
13/5 samledes et udvalg af Folketingets kulturordførere til en høring med en musikalsk tænketank, der fremlagde ideer til styrkelsen af den rytmiske musik. Nu har den udarbejdet en rapport, der skal samle folketingspartierne om en hjælpepakke til populærmusikken.
Et opsigtsvækkende punkt er kravet om en nationalscene til populærmusikken. Ideen er helt absurd, men tilsyneladende stemmer Venstre, de radikale og Socialdemokraterne for. Danmark har jo allerede en nationalscene for den rytmiske musik, og den hedder Roskilde-festivalen eller Vega i København.
Populærmusikken har masser af udmærkede spillesteder, og med kunstnernes overdimensionerede honorarer skulle det ikke være noget problem fortsat at leje sig ind hos Parken til de store koncerter.
Ikke en fin kunstart
Men ét er, om der er behov for en sådan nationalscene. Noget andet er, om rockmusikken er til det. Vi skal huske på, at essensen af rock er det anti-autoritære, modstanden mod myndigheder og det folkelige oprør. Hvis staten pludselig begynder at holde hånden under rock, falder charmen så at sige af rocken. Det kan da ikke være i rockmusikernes interesse?
Populærmusikken er ikke - og kan aldrig gøres til - en fin kunstart. Populærmusikken er primitiv, folkeforførende og har længe vist sig som et rent kommercielt anliggende. Det interessante er, at Socialdemokraternes tænketank selv omtaler musikken kommercielt. Man nævner nemlig i rapporten, at rytmisk musik kan få støtte på lige fod med nye virksomheder. Hvorfor? Jo, fordi rytmisk musik skal sælges til udlandet. Den er et industrielt eksportprodukt.
De forkerte signaler
Hvis samfundet kan tjene penge på at eksportere rock, må vi udnytte den mulighed. Men så havner vi også i et terminologisk erkendelsesproblem. Skal vi tale om en kunst eller kommercialitet? Med ønsket om erhvervskroner og ved konstant at tale om penge svarer tænketanken selv på spørgsmålet, og jeg vil lade det være op til læseren selv at overveje dette paradoks.
Jeg vil derfor anbefale kulturordførerne at tænke sig grundigt om, før man fejlagtigt etablerer en nationalscene for rocken. Det ville sende de forkerte signaler og gøre rytmisk musik til noget, som den ikke er.
_______________________________________________________________________________________________________
Morgenavisen Jyllandsposten 07.05.09
Rocken har ikke brug for en støttepakke
Den 13. maj indbyder socialdemokraterne til konference til fordel for rock-musikken. I spidsen står en nyligt oprettet musik-tænketank, Marstal-gruppen, og denne vil skabe ideer til fremme af rock i Danmark. Ideer, som politikerne skal omsætte til en udviklingspakke for den rytmiske musik.
Men har rocken virkelig brug for en hjælpepakke?
Socialdemokraternes kulturordfører, Mogens Jensen, mener, at rockmusikken ikke har de rette vækstbetingelser. Samtidig lyder hans argument for hjælpepakken, at udbredelsen af rock som musikform er stor.
Rocken stortrives
Her foreligger der vist en misforståelse. Rockmusikken har det nemlig glimrende i Danmark. Musikken sælger og spilles som ingen anden musik:
Et kig på KODA's statistik viser, at rocken er Danmarks mest spillede musik. Massemedierne er fyldt med rock. Mange kirker er begyndt at dyrke rock i gudstjenesterne. De unge generationer bliver bombarderet med rytmisk musik i skolerne. Danmarks Radio flyder over med rock; programmer som X Factor og radiokanalen P3 stortrives.
Man kunne egentlig blive ved, og tendensen er tydelig. Rockmusikken er bredt accepteret i Danmark, og alle har et forhold til den. Sådan har det faktisk været i mange år. Grundlaget for rock er altså ideelt.
Hvad skal hjælpes?
Spørgsmålet er så, om vi virkelig skal oprette en hjælpepakke? Hvad skal hjælpes?
Rockens småt dykkende pladesalg er en naturlig konsekvens af, at vi bare køber færre cd'er.
Tænketankens andet problempunkt er, at spillestederne har det skidt. Det kan være meget rigtigt, men måske gider folk bare ikke komme og høre musikken? Folk ved, at musikken er der, og hvor man skal hen for at lytte til den. En oplysningskampagne ville ikke give mening.
Måske man bare skulle erkende, at publikumsgrundlaget skrumper ind.
Klassiske problemer
Politikerne burde hellere lave en tænketank for klassisk musik. Her er der nemlig virkelige problemer.
Befolkningen er ikke oplyst om klassisk musik, som de er med den rytmiske. Massemedierne er præget af fordomme om klassisk musik, og de almindelige modetendenser peger ikke mod klassisk musik. Folkeskolerne mangler også fokus på det klassiske, så fremtidens generationer får ikke et fornuftigt forhold til den fordybende kunstart.
Her kan man altså tale om et svigtende vækstgrundlag. Men, men, men. En hjælpepakke for klassisk musik giver ikke stemmer for de kulturbedrageriske politikere, så den seriøse kunst må endnu en gang se sig svigtet til fordel for god gammeldags populisme.
_______________________________________________________________________________________________________
Morgenavisen Jyllandsposten 19.04.09
Seriøs musik er holdbart
Erik Groth søger 9/4 i JP en forklaring på, hvad ”seriøs” musik er. Som EG rigtigt skriver, er emnet aktuelt, da kulturforladte politikere overveje at lukke P2.
EG's egen forklaring er lidt tynd. Han beskriver seriøs musik, som ”holdbart, noget med kvalitet og originalitet”. Tænker man lidt over det, siger det ikke så meget.
Hvad er kvaliteten så?
Musikken skal rigtigt nok tale til folks følelser. Der kan vi være enige. Men her skal vi passe på.
Skal vi gøre som ”X Factor” og tale til folkets lettest tilgængelige følelser? Det er holdbart på kort sigt, men kunsten bevæger sig aldrig nogen steder hen, hvis den ikke udfordrer folket - den står stille.
Rytmisk musik har stået stille
På samme måde, som vi ser den rytmiske musik de sidste mange årtier har stået stille.
Den baserer sig på det samme: En trommerytme, en bas, lidt guitar og en sanger.
Sidstnævnte skal altid stå i fokus, og det er interessant. Det eneste nye, vi ser i den rytmiske musik, er nemlig teksten. Det er oftest også teksten, der bevæger lytterne. Hvorfor skal musik udtrykke sig litterært? Kan tonerne ikke tale for sig selv?
Dette vil jeg kalde ”useriøs musik”. Det bevæger godt nok folket, som EG ønsker det, men det udtrykker sig typisk litterært, og det udvikler sig ikke i det tidslige perspektiv.
EG nævner ”X Factor” som et godt eksempel. Men det er jo helt ude i skoven. Originalitet og holdbarhed nævnes, men hvor finder EG dette?
”X Factor”-konceptet er netop trivielt, og den tidligere vinder, Martin, er ude af billedet nu.
”Seriøs musik”, er musik, der tør sætte sig ud over tidens trends. Musik, der tør være "musik" og ikke fin lyrik eller imponerende scenekunst. Musik, der sætter kommercialitet til side. Og ikke at forglemme musik, der indeholder noget nærmest evolutionært, der lader musikken udvikle sig kunstnerisk med tiden.
__________________________________________________________________________________________
Morgenavisen Jyllandsposten 1.04.09
"X Factor", et eksempel på tidens kulturkrise
Så er "X Factor" endeligt overstået. Endnu en samling amatørsangere har vundet en øjeblikskarriere, og Thomas Blachman - "X Factor"'s sande vinder - fik solgt sine bøger.
DR har annonceret, at man næste år vil begå det samme kulturdrab. Allerede til efteråret sender man den nye sæson "Talent 2009".
Hvorfor alle disse talentprogrammer? Svaret er enkelt: Det handler om den hurtige vej til succes.
Vi har i Danmark sangere med årelange uddannelser. Det er åbenbart mere spændende at se, hvordan man når det samme gennem nogle ugers intensivkursus med en pop-producer.
Det interessante er, at den samme tankegang ligger til grund for finanskrisen. Gennem spekulationer i aktier og værdipapirer fandt man vej til de hurtige penge.
Men hvad der kom let, skulle også vise sig at gå let. Spekulationerne destruerede sunde selskaber, og investorernes penge var pludseligt intet værd.
Vi står faktisk midt i en kulturkrise. En kulturskat af dimensioner er på vej til at blive offer for det lettilgængelige.
DR er med sine kulturspekulationer pænt i gang med at udrydde fremtidens grundlag for seriøs kunst.
Men DR kan ikke have al skylden. Folkeskolerne har et ansvar for formidling af eksempelvis klassisk musik.
Vi skal have politikerne op af stolen. Visse politikere er så glade for hjælpepakker.
Klassisk sang
Vi mangler en kulturel hjælpepakke, og den behøver ikke koste en krone. Vi bør indføre klassisk sang i skolerne og lære unge, at Beethoven ikke er en by i Rusland. Erfaringer viser tilmed, at en dybere tilgang til musik styrker børns faglighed.
Ville det gøre ondt i et land, hvis råstof er viden?
DR bør tænke sig om, næste gang man planlægger underholdning. Kulturspekulationer giver lette seertal nu, men konsekvenserne vil gøre ondt senere.
Når sandheden da skal komme for lyset, vil jeg give Blachman og de kulturansvarlige et godt råd: I skal ikke flygte til Dubai - dér leder vi først.
__________________________________________________________________________________________
Morgenavisen Jyllandsposten 15.02.09
X Factor - Pinligt tv
Nu er DR's nye sæson X Factor godt i gang. Endnu engang klistrer seerne til skærmen. Folk i alle aldre, akademikere som ufaglærte, samles for at følge de kommende 'supertalenter'. Men hvorledes hænger det sammen, at DR's programserie rammer så bredt?
Jo, DR har igen ramt den laveste fællesnævner. Den samme, vi så i Talent 2008 og MGP. Hvor er DR's rolle som kulturformidlende institution blevet af? Licensbetalerne er blevet ofre for populismen. Det, vi ser i sangernes overfladiske tilgang til musik, forventning om øjeblikkelig karriere og dommernes ligegyldige kommentarer, er ren musikalsk populisme. Thomas Blachmans udtalelse ,,Beatles var større melodikere end Mozart" er et utilgiveligt eksempel herpå. Endvidere ser vi en favorisering af en musik, der i forvejen udmærket klarer sig på det frie marked. Hvorfor skal vi se DR, i bedste sendetid, flyde over med en musik, der sælger masser af cd'er? Hvorfor skal denne X Factor stjerne vinde en pladekontrakt? Denne kommercialisering har vi set før på konkurrencekanalerne. Dér kan det være på sin plads, men DR bør ikke falde i samme grøft. DR har som statslig kulturinstitution et oplysende ansvar for den mindre populære kunst. Klassisk musik fortjener en langt større rolle i en tid, hvor den lider under modetendensers undertrykkelse. En undertrykkelse, vi endda ser politiske eksempler på med Socialdemokraternes seneste udtalelse om, vi bruger for mange penge på 'gammeldags' klassisk musik og bør støtte den 'populære kunst'. Denne populisme burde DR ikke være en del af.
Bevares, nogle ville sige, X Factor blot er underholdning, og vi har masser af klassisk musik på DR2. Men DR2 en søndag eftermiddag er der nu ikke så mange, der ser. Og selvom X Factor er underholdning, er den stadig med til at udbrede forkerte tendenser i befolkningen: At musik handler om at se godt ud. At musikalsk succes ikke kræver slid, men kommer ud af det blå. At klassisk musik er 'ufedt'.
Klassisk musik må ikke fortsat stå i skyggen af populismen på den statslige kanal. Det har farlige fremtidige konsekvenser.
__________________________________________________________________________________________ |
